Kæft, sætte og komme nogle stille tilbage

By | oktober 19, 2019

Hvornår firestorms rasede i hele det sydlige Californien og jordledninger var ned, at have en mobiltelefon til at ringe til min familie var en velsignelse. Når jeg kunne sidde i min ocean front have og bruge begge hænder mens du taler til min mor i Florida, elskede jeg min mobiltelefon. Efter at fare vild i et virvar af gader, hjalp et cellulære opkald mig med at finde min klient. Det er blevet min overalt følgesvend og endnu, jeg er klar over, at vi kunne bare have for meget af en god ting.

Vi har alle blevet opbragt på de højt boors, der forvandle offentlige steder til telefonbokse, hvor vi er bombarderet med oplysninger, vi ikke vil, behøver, og sandsynligvis bør ikke kender. Men nu, vi kommer ind en anden fase i de trådløse alder hvor denne forbløffende transportabel enhed kan faktisk forstyrre meningsfuld ansigt til ansigt samtaler, privatlivets fred for dyrebare ferietid eller stilheden i staver og dyb tænkning.

Dette lille (og at få tinier) enhed er blevet metafor for vores 24/7 kultur. Det er blevet næsten utænkeligt at slå sig ned eller almindelig ikke svaret. Kort sagt er telefonen styrer os snarere end omvendt.

Vi lever i en alder af omniaccessibility ifølge Fordham kommunikation professor Paul Levinson. Ligesom Pavlov’s dog, vi hoppe hver gang cellen telefonen ringer, vinker fra venner, familie eller børn bare for at besvare opkaldet. Vi hænge enheden på vores bælter, i vores lommer, eller omkring vores hals, klar til at angribe når det ringer. Som Levinson hedder, er”forestillingen om at være utilgængelig ikke fremmed for menneskets liv.” Det er derfor der er “Vil ikke forstyrres” tegn og kontorer med døre. Frihed, han hævder, kommer i simpel oprør. At genvinde vores private tid, ifølge Levinson, “der skal være en generel social anerkendelse, vi er berettiget til det..”

Hvad ville der ske, hvis vi lukke munden, sætter telefonen væk, og derefter koncentreret sig om hvad der var før os: et sted, et projekt, eller endda mere vigtigere-en person? Tænk på den forbindelse, som foretages, når nogen har vores udelte opmærksomhed! Og Miraklet på mirakler, hvad nu hvis denne person var faktisk os selv? Hvad nu, hvis vi havde uafbrudt tid med os selv? Måske opdager vi en chance for at bremse og trække vejret? Måske opdager vi et lille stemme, der har forsøgt at blive hørt over konkurrerende ringetoner?

Prøv det. Hold mund. Sætte. Jeg tror, det vil gøre vores næste mobiltelefon kalder mere meningsfuld.

(c) 2005, McDargh kommunikation. Publikation rettigheder tildeles alle spillesteder, så længe artikel og by-line er genoptrykt intakt og alle links er gjort levende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *